Her på siden kan I læse meget mere om de forskellige politikker, vi har i gruppen. På siden finder I vores:
- Samværspolitik
- Politik om brugen af mobiltelefoner og digitale ure
- Persondata- og privatlivspolitik
- Fototilladelse
Samværspolitik
I gruppen er alle ledere bevidste om gruppens samværspolitik (se samværspolitikken under filer). Som ledere i gruppen er vi rollemodeller overfor de børn, vi har ansvaret for på ugentlige møder og ture og alle ledere er bevidste over, at deres opførelse påvirker folk omkring dem.
I samværspolitikken kan I læse mere om vores politik til bl.a.:
- Børneattester
- Mobning og krænkelser
- Rygning
- Alkohol
Mobiltelefoner og digitale ure
I gruppen har vi en politik om, at børnene hos familiespejderne og mikro-, mini- og juniorgrenen som udgangspunkt ikke må have deres mobiltelefoner med på ture. Det gælder også andre smart-
devices der kan bruges til at kontakte forældre (såsom digitale ure). I juniorgrenen må mobiltelefonen medbringes, hvis den skal bruges på turen ved f.eks. en hejk. Dette vil fremgå af invitationen til turen.
Der kan selvfølgelig være undtagelser, hvor en telefon giver mening på en tur, eller en spejder kan få ekstraordinært behov for at kontakte forældre. I sådanne tilfælde skal I aftale med lederne
hvad I gør, så de er helt med på hvad situationen er. Noget af det værste der kan ske på en tur er hvis en forælder pludselig (uden ledernes viden) møder op på en tur. Læs mere om dette under afsnittet Under turen i folderen "Afsted på tur".
Tropsspejderne må have deres mobiler med på alle ture, så længe det ikke forstyrrer aktiviteterne. Hvis mobiltelefonen bliver et forstyrrende element har lederne ret til at konfiskere den.
På lejrene vil der være begrænset mulighed for at oplade sin mobiltelefon. Lederne har en aflåselig kasse med, hvor mobiltelefonerne kan lægges i, hvis spejderne skal ud på aktiviteter. Vi anbefaler ikke, at barnet tager den nyeste og mest lækre smartphone med, men i stedet finder en gammel frem fra skuffen og flytter SIM-kortet over i.
Persondata- og privatlivspolitik
Vi passer på dine personoplysninger og sletter dem, når de ikke længere er relevante for os.
Når du eller dit barn bliver medlem af 1. Søborg Gruppe, registrerer vi en række oplysninger om dig og dit barn. Det samme gælder, hvis du skriver dit barn på venteliste hos os. Det drejer sig for eksempel om navn, adresse, barnets fødselsdato, tlf.nr., e-mailadresse og betalingsoplysninger.
Oplysningerne er nødvendige for at vi kan kontakte dig, opkræve kontingent, administrere ture m.m. Vi gemmer kun oplysningerne, så længe de er relevante for os og i op til fem år efter, du eller dit barn er meldt ud af gruppen jf. bogføringsloven.
I forbindelse med ture beder vi også om helbredsmæssige oplysninger, som kan have betydning for dit barns deltagelse i turen. Det gør vi for at sikre, at du trygt kan sende dit barn afsted på en god og lærerig tur. Vi gemmer kun disse oplysninger, så længe turen varer. Derfor vil du opleve at skulle oplyse dem igen, hver gang dit barn skal på tur.
Du kan læse mere om, hvordan vi behandler dine og dit barns personoplysninger i korpsets privatlivspolitik, som udførligt beskriver hvordan medlemsoplysninger behandles.
Billeder og videoer (fototilladelse)
For at kunne vise andre spejdergrupper og potentielt nye medlemmer, hvor fedt det er at være spejder i 1. Søborg Gruppe, tager vi situationsbilleder og/eller videoer på vores møder, ture og arrangementer, som vi deler på vores hjemmeside, Facebook og Instagram. Billederne kan også blive brugt til invitationer, foldere m.m. på tryk eller i pdf.
I følge persondataloven må gruppen ikke offentliggøre portrætbilleder uden at der er indhentet samtykke fra spejderne og/eller deres forældre, hvorimods situationsbilleder gerne må offentliggøres uden samtykke. Ved alle billeder vil det ofte være et vurderingsspørgsmål, om der er tale om et portræt- eller et situationsbillede.
Når du eller dit barn bliver medlem hos os, beder vi derfor om samtykke til at måtte bruge disse billeder. Samtykket indhentes gennem korpsets medlemssystem, og dækker billeder på sociale medier (vores facebook og instagram-sider samt Flickr galleri) samt vores hjemmeside (denne side).
I kan til enhver tid kontakte os, uanset om I har afgivet samtykke-erklæring eller ej, hvis I ønsker, at vi fjerner nogle offentliggjorte billeder af dig.