Da gruppen er opdelt i flere grene og ledertyper, kan det være svært at gennemskue hvem der er den rette at kontakte.
Som udgangspunkt bør I altid henvende jer til lederne i den gren, jeres barn/børn er spejdere i. Det kan man f.eks. gøre efter et af de ugentlige møder er afsluttede eller ved at finde mailen til afdelingslederen under grenens side.
Gruppelederne, som er lederne af hele ledergruppen, samarbejder i dagligdagen med bestyrelsen og ledergruppen - og som oftest på et mere organisatorisk niveau. Gruppelederne kender altså ikke til informationer omhandlende de individuelle grenes ugentlige møder, ture, mm. - det har lederne i grenene langt bedre styr på, så skriv hellere til dem for et hurtigere svar.
1) Ventelisteoptag
Allerførst, hvis spørgsmålet omhandler placering på ventelisten, råder vi jer til selv at tjekke, hvor langt oppe på ventelisten I er. Det kan I gøre under ventelisten ved at kigge på de respektive årgange.
For anden information, så skriv til afdelingslederen i den respektive gren.
2) Ny leder
Hvis I gerne vil være leder i gruppen, så start med at skrive til afdelingslederen i den gren I er interesserede i. De vil hurtigt kunne svare på, om der er selv på ventelisten er kø på at kunne komme ind hos dem som leder. Afdelingslederen vil også kunne videresende henvendelsen til gruppelederne, som kan hjælpe med at finde plads i en anden gren. I samarbejde med gruppelederne, vil der kigges nærmere på sagen - som oftest vil man kunne opstarte ret hurtigt, men pga. pladsmangel til nye spejdere i selve grenen, kan der være lidt kø.
3) Udmelding af gruppen
Hvis det sker at I finder ud af at spejder, af den ene eller anden grund, ikke længere er noget for jer, skal I tage kontakt til den relevante afdelingsleder, og bede om at blive meldt ud. Du kan finde emailadresser på alle afdelingsledere ved at gå til grenens underside her på hjemmesiden - men at komme forbi på et sidste ugentligt møde og sige farvel er selvfølgelig meget værdsat også.
Det er relevant at huske at kontingent opkræves halvårligt, så for ikke at blive opkrævet for et halvår mere end nødvendigt kan det være en god ide at melde sig ud i slutningen af et halvår.
4) Spørgsmål der ikke omhandler en bestemt aldergruppe (gren/afdeling) direkte
Hvis du/I ikke synes, at spørgsmålet passer til en bestemt aldersgruppe, så kan I altid kontakte gruppelederne. Det kan være, at gruppelederne kender nogen der bedre kan besvare spørgsmålet og videresender mailen til disse.
Ved en bestyrelsessag henviser vi direkte til bestyrelsesforpersonen.