Ønsker du eller dit barn at blive spejder? Det er aldrig for sent at blive spejder, om du er 3, 6, 8, 10, 16 eller 30 år gør ingen forskel.
Spejder er, når du ligger i bivuakken, og et græsstrå kilder dig i næsen. Når du føler et kick, mens du rappeller ned af klippen, og når dig og vennerne kommer over målstregen i et natløb. Kom og vær med, for de oplevelser vil du da ikke gå glip af!
Venteliste
Det er populært at være spejder og der er derfor desværre ventelister til alle grene (afdelinger/aldersgrupper) i gruppen.
I kan læse meget mere om, hvordan vores venteliste er struktureret her og hvad man kan gøre for at komme længere frem i køen.
Bliv leder?
I gruppen får man lov til at prøve det at være leder af på de ugentlige møder i grenene. Man skal også igennem en lederintroduktion med gruppelederne, som vil introducere jer til alt det overordnede der foregår i en spejdergruppe: Hvad er spejder egentlig? Hvordan arbejder vi med værdier i vores spejderarbejde? Hvordan er gruppen opbygget? Hvad vil det sige at tage på sommerlejr/tur? Og nåh ja, adgang til alt det administrative.
Hvis du har mod på at blive en del af et kæmpe fællesskab på frivillig, ulønnet basis samt udfordre og udvikle børn, unge og dig selv - så kontakt endelig gruppelederne på: gl@soeborggruppe.dk.
Pssst... Det kræver ingen pædagog uddannelse, spejdererfaring eller lignende for at blive leder, blot gåpåmod og lyst.
Hvis du allerede på ventelisten har krydset af, at du gerne vil være leder og ikke er blevet kontaktet endnu er det blot fordi der ikke er en ledig plads på nuværende tidspunkt.
Om ledergruppen
Det kræver en del lederkræfter at holde en gruppe på over 200 medlemmer kørende, så der er altid brug for nye ledere. Ledergruppen består hovedsageligt af yngre ledere fra vores klaner (man kan blive leder, når man er fyldt 16 år) og forældre med børn i gruppen.
Vi stræber efter, at der i alle grene er en blanding af yngre og ældre ledere af alle køn. Dette er for at skabe en god blanding af dem med kendskab til alle spejdertraditionerne, dem med planlægningserfaring og plads til nye der gerne vil lære det hele.
I ledergruppen har vi et tæt samarbejde alle afdelinger, bestyrelse og gruppeledere imellem. Vi har desuden fokus på lederuddannelse og -udvikling både internt og på korpsniveau - Det Danske Spejderkorps tilbyder en masse fede kurser om alt fra ledelse til færdigheder, som vores ledergruppe har haft rigtig gode erfaringer med. Gruppen er faktisk så ivrige efter, at vores ledergruppe udvikler sig selv, at gruppen betaler for lederkurser og opfordrer lederne til at tage afsted på så mange kurser, som de kan.
Som leder i 1. Søborg bliver man del af en aktiv og engageret ledergruppe, der både brænder for at give børnene nogle oplevelser, men også at have det sjovt sig selv iblandt.
Vil du vide endnu mere om det at være leder og hvordan vi arbejder? Så læs endelig videre!
Ledere faciliterer udvikling
I patruljerne er der patruljeledere og -assistenter. Som spejderleder er man ikke nogen af disse, men en “voksen” leder. Spejderledernes primære formål er at facilitere spejdernes udvikling. De fleste aldersgrupper har et spand på 2 år, og det er altså så lang tid man er leder for de samme spejdere. Når de bliver gamle nok, rykker de op til næste aldersgruppe.
En leders funktion varierer meget alt efter hvilken aldersgruppe man har med at gøre. I 1. Søborg har vi følgende aldersgrupper:
- Mikro (6 - 8 år)
- Mini (8 - 10 år)
- Junior (10 - 12 år)
- Trop (12 - 16 år)
- Klaner (16+ år)
I klanerne er spejderne ledere for hinanden, men i alle de yngre grene bruges voksne ledere.
Hos mikroerne er der meget leg, og det handler om at børnene får et godt forhold til hinanden og gruppen. Der er også fokus på de andre punkter i spejdermetoden, men der er for eksempel ikke faste patruljer.
Minierne er de lidt ældre, der har patruljer og begynder at lave mere fokuseret spejderarbejde.
Juniorerne får endnu mere ansvar og har endda patruljemøder, hvor patruljen selv står for møderne. Det er især hos juniorerne og minierne at der tages færdighedsmærker.
Hos troppen bliver der lagt endnu mere ansvar over hos patruljerne, der i højere grad kører møderne selv. Hele vejen fra mikro til troppen flytter lederens rolle sig langsomt fra “bestemmende” (fastsættelse af rammer, overblik over hvad alle laver) til “faciliterende” (evaluering med spejderne, sørger for at der sker noget).
Spejder er personligt udviklende
Hvis du ikke tidligere selv har været spejder er du måske interesseret i at finde ud af hvad det i virkeligheden betyder at være spejder.
Du har nok hørt at spejder er for børn og unge, og du har nok også hørt at det handler meget om friluftsliv. Og det er da også rigtigt. Som spejdere lærer børnene at tage ansvar og klare sig selv. Der er både sjov og leg, men også knob og bål.
I Det Danske Spejderkorps tager spejderarbejdet udgangspunkt i Spejderideen. En vigtig del af Spejderideen er Spejdermetoden, der beskriver hvordan vi faciliterer spejdernes udvikling, altså en slags rammer for hvad vi gør. Spejdermetoden består af en række punkter der er beskrevet nedenfor.
Oplevelser
Oplevelser binder spejderne sammen og giver fælles referencepunkter. Oplevelser er forskellige fra aldersgruppe til aldersgruppe og der er mange forskellige typer oplevelser: Der er både de vilde oplevelser (som riverrafting eller skydiving) og de oplevelser der huskes af andre grunde (som et godt lejrbål eller en tur til et bestemt sted).
Learning by doing
Til spejder lærer man nye ting ved at prøve det. Man bliver en leder ved at være patruljeleder, man bliver god til at lave bål og binde knob ved at prøve. Og man overskrider sine grænser når man får muligheden og man griber den.
Patruljeliv
Spejdere arbejder i patruljer, grupper på 5 - 8 personer på samme alder. I en patrulje er der en leder og en eller flere assistenter, der hjælper lederen. Patruljen er et sted hvor spejderne hører til og kan snakke med hinanden, et sted hvor man stoler på hinanden.
Lederens ansvar skifter efter hvilken aldersgruppe man befinder sig i. I de yngre aldersgrupper handler det ofte om at stille ordentligt op og udføre de opgaver man får stillet, men som spejderne bliver ældre handler det mere og mere om selv at finde på ting at lave, planlægge og udføre.
Friluftsliv
Spejdere er ude i det fri: de lærer at tænde bål og bygge bivuakker. En vigtig del af spejderarbejdet har altid været at være ud og være aktiv. Dette er igen tilpasset aldersgruppen, og varierer fra gåture i naturen (for de yngste) til overlevelsesweekender for de ældre.
Værdier
Arbejde med værdier handler ikke kun om de værdier man har som spejder men også om de værdier man har som menneske. I spejderloven, som alle spejdere lover at overholde, står der en spejder er en person der gør sit bedste for “at høre andres meninger og danne sine egne”. Der er ikke ét rigtigt svar, og at snakke om hvad man synes er vigtigt.
Medbestemmelse og ansvarlighed
I patruljen er det ikke kun patruljeleder og -assistent der har ansvar. Til spejder får alle spejdere ansvar og lærer at håndtere det - og de er samtidig med til at forme hvad der foregår til spejder. Gennem evalueringer er det muligt for spejderne at få sagt hvad de synes er godt og hvad der kan gøres bedre - det er vigtigt, for det gør spejder bedre og bedre.
Aktiviteter og færdigheder
Det er vigtigt for spejdere at opbygge færdigheder - både spejderfærdigheder og mere alsidige færdigheder. Derfor er der mulighed for masser af forskellige aktiviteter som spejder.
Samfundsliv
Efter at have læst alle de foregående punkter kan man ikke være i tvivl om at spejder favner bredt - der er (næsten) ingen grænser for hvad spejder kan indebære.
Udover oplevelser og udvikling lærer spejdere også at engagere sig i samfundet: Stille spørgsmål, undersøge og forstå hvordan verden hænger sammen og hvad der foregår i den lige nu. Det er vigtigt at spejderne får kendskab til samfundet og præsenteret et nuanceret billede af verden.