Junior

Om afdelingen

Aldersgruppe: 
4. - 5. kl.
Mødedag/tid: 
Tirsdag 19:00 - 21:00
Ledere: 
Niels Brandt Partoft
Simon Nerenst
Fabian Lehmann Thune Jacobsen
Christian Philip Wiboe
Sara Nørgaard Gøse
Ellen Hedegaard Ludvigsen
Asger Kyhn
Kristoffer Harlev Astrup
DSCN0816 (2)
IMG 0432

Juniorflokken

Vi har i øjeblikket så mange børn, der gerne vil være juniorere at der er venteliste. I kan se ventelisten og skrive jeres børn på her. 

 

Hvis du er junior-forælder, kan du se kontaktoplysninger på dit barns ledere og spejderkammerater under "adresseliste" i højre side. Du skal være logget ind med dit medlemsnummer eller e-mail og en adgangskode.

 

Velkommen til juniorflokken! 

Juniorflokken er stedet hvor spejdere i 4.-5. klasse får lidt at rive i og gradvist bliver introduceret til den virkelige verden. Her lærer spejderne om sig selv og deres kammerater, og hvad godt kammeratskab indebærer. Spejderne lærer om deres grænser, får prøvet dem af og rykket dem, så de er bedre rustet til at stå på egne ben. 
Vi praktiserer i stort omfang "learning by doing" konceptet, der går ud på, at spejderne lærer ved at prøve kræfter med tingene selv, frem for at blive trukket ved hånden hele vejen.

PL og PA (patruljeleder og patruljeassistent) har mere at lave end bare at melde til og fra. Hos junioerne er de mellemled mellem lederne og de andre spejdere. De får mere ansvar, men skal til gengæld også yde mere.

Medbestemmelse er endnu en hjørnesten i juniorflokkens principper. Ca. 2 møder pr halvår har juniorerne mødet til deres egen disposition. Det kalder vi "stjernetidsmøde". De planlægger selv, hvad der skal ske i stjernetiden på mødet før. Stjernetid er et godt eksempel på medbestemmelse under ansvar. 

Vi er i øjeblikket fire patruljer: Firbenene, Krudtuglerne, Spætterne og Søpølserne. 

Som juniorspejder, 

  • lærer man at træffe kollektive beslutninger og opnå enighed trods forskellige holdninger/ønsker 
  • lærer man at forsøge igen frem for at give op 
  • Indgår man i et fællesskab med respekt for hinanden 
  • lærer man at samarbejde i grupper 
  • Bliver man udfordret gennem oplevelser ud over det sædvanlige 

Ca. 2 gange pr halvår holder vi et specielt møde kaldet et Hjemmemøde. Det er et møde, spejderne holder i patruljerne hjemme hos et af patruljemedlemmerne. Det giver godt sammenhold i patruljen og er et sjovt afbræk fra de sædvanlige møder. 

Vi stræber også efter at holde et møde en gang i mellem med patruljeledere og assistenter. Her taler vi om ledelse, hvordan det går i patruljerne, fremtidige planer og evaluerer afsluttede ture og projekter. Det fremmer samtidige mulighederne for spejdernes kommunikation med lederne og giver dem medbestemmelse over det de laver. Det er et af de særlige privilegier, som følger med tjansen som PL / PA, så her er typisk sodavand og snacks, og en mere indviet tone ledere og spejdere imellem.

Sidste store hjørnepille i juniorgrenen er vores ture. Det er her det virkelig går løs, hvor spejderne får den der oplevelse udover det sædvanlige. Her kommer alt det spejderne har lært på møderne til at stå sin test, og man bliver rystet godt sammen i patruljerne. På de store lejre møder man også andre spejdere fra Danmark og udland og skaber (måske) venskaber på tværs af landegrændserne. 
 

 Vi har hvert år en sommerlejr med deltagerbetaling og følgende ture, der er dækket af kontingentet:

  • Familieweekend 
  • Divisionsturnering
  • Efterårsweekend
  • Juletur

 

Spejderbevægelsen bygger på frivillig arbejdskraft, og det er et fælles ansvar for ledere, spejdere og forældre at få en spejdergruppe til at fungere.

Som forælder til et barn i 1. Søborg Juniorflok forventes det, at du:

  • Sørger for at dit barn har mulighed for at møde til tiden.
  • Hjælper dit barn med at huske at melde afbud.
  • Snakker med lederne, hvis du har nogle bekymringer, spørgsmål eller forslag.
  • Deltager i det årlige Grupperådsmøde (generalforsamling).
  • Tilmelder dit barn til ture på hjemmesiden.

 

Derudover er der mange forældre, der hjælper med at holde grunden og hytterne på forældredagen én gang om året, hjælper til vores loppemarked ca. 3 gange om året, kører til og fra ture eller sidder i vores bestyrelse.

Vi håber, at dit barn får en god tid som junior, og at du vil være med til at sørge for at 1. Søborg Juniorflok også fremover kan være rammen om gode oplevelser og personlig udvikling.

 

Med Spejderhilsen

Juniorlederne

 

PS: Kom ned i hytten efter et møde og få en snak med os, vi vil meget gerne se hvem de nye juniorers forældre er, og svare på spørgsmål eller ønsker.